Dale Carnegie

” Se her” , sagde praktikanten en dag og viste mig en bog, jeg ikke kendte.
“Jeg ved ikke om det er noget for dig, men jeg kunne ikke lade være med at købe den,  titlen var simplethen for provokerende. Nogen gange, hvis en eller anden vare har en titel, som provokere mig kan jeg ikke lade være med at købe den. Det er selvfølgelig ikke den mest hensigtmæssige forbruger profil at være udstyret med, men jeg kan ikke lade være.

Engang købte jeg et dobbeltalbum af Quincy Jones, som hed ” A soulful Celebration”, hvor han havde om-arrangeret Handels Messias. På pladecoverets forside dansede nogle glade sorte illusteret med en overfladigt tegneseriestreg. Det forekom som intet mindre end en helligbrøde. At tage en af den klassiske musiks ikoniske værker og lave værket om til en gang plat amerikansk soul. Endnu et udtryk for den sædvanlige Disney’ficering af enestående værker fra den europæiske kulturskat, som er set så mange  gange før.
Og når man først en gang er blevet bekendt med og har læst Stefan Zweig’s hjertensskærende beretning om tilblivelsen af værket i bogen ” Stjernestunder ” og yderligere flere gange har hørt denne koncert  i svimlende høje katedraler, ja så måtte man anses som “bevæbnet til tænderne”.
Det var bare for meget, den plade måtte jeg bare ha, så  kunne jeg med fryd høre, hvor dårligt den indbilske nar slap fra det projekt, hvor efter jeg med en hånlig mine  kunne dumpe pladen i den nærmeste skraldespand. Jeg  glædede mig ligefrem til at få alle mine fordomme bekræftiget, da jeg satte pladen.
Men Nej. Efter at have hørt pladen flere gange, måtte jeg erkende at jeg havde taget fejl, for ham slap forbavsende godt fra projektet, og jeg endte til sidst med at holde rigtig meget af den plade. ”
Min eneste indvendig var et den højeste åndelige  oktan i værket nok lige blev kappet af til fordel for en en stærkt rytmisk, kropligt og svedig dimension.
Men begge versioner kan  suplerer hinanden fint.
https://www.youtube.com/watch?v=jPmuKmAeRZU

Sådan blev jeg naturligvis også provokeret af titlen på denne bog og min første umiddelbare fordom var at opfatte projektet, som  som en slags forlængelse af den særlige amerikanske “Wonderwater” tradition. Det der med  Wonderwater  indslaget, som altid var et fast indslag i enhver Western for før 1955 vistnok.
En vogn ruller ind i den lille by, stopper på et centralt sted, og Doktoren falbyder den fantastiske helende drik. En mand dukker op på et par krykker, og beder om en flaske, betaler, tager en slurk, og bliver øjeblikeligt helbredt.

På bogens bagside skriver DR Med. Paul J. Reiter. ” Denne bog er et pragtfuldt stykke mentalhygiejne.” ( Dette særlige udtryk blev hyppigt anvendt i 50’serne før psykologien blev til almenviden for støstedelen af befolkningen.)
Som sagt måtte jeg bare læse den bog og forhåbentlig få mine fordomme bekræftiget, for findes der noget så skønt og bekræftigende som at få sine fordomme bekræftiget. Denne særlige passion kan faktisk udvikle sig til et livsprojekt, hvilket der findes talrige eksempler på overalt, så jeg vil spare dig for en længere opremsning lige her og nu.
Bogen her er fra 1949, og forfatteren er en af hele selvhjælpkulturens allerførste frontløbere, og siden er der unægteligt løbet meget vand igennem åen, for idag skriver en hvilken som helst smart ass en selvhjælpsbog i tide og utide og ofte i en kvalitet så dårligt,  at Dale Carnegie fremstår som nobel gentleman af den gamle skole.
( Den amerikanske originaltitel hedder ,” Stop worrying and start living” er en langt bedre titel end den danske oversættelse.)
Allerede efter de første 6-8 sider blev jeg klart over, hvor det bar hen.
Manden mente sgu mere eller mindre helt bogstaveligt, hvad han rent faktisk skrev.
Yderligere var alle hans pointer bakket op af utallige medrivende casestories.
Ja, bedre kunne det vel ikke gøres, selv om at jeg selvfølgeligt ikke havde nogen mulighed for at checke disse casestories autensitet.  Udtrykket ” worst case scenario ” og dets udbredelse kan i høj grad skyldes påvirkningen fra denne bog, for Carnegie hovedpointe i bogen handler om mht. ethvert problem af se virkeligheden klart og modigt i øjenene, og fra problemet ståsted  at måle afstanden til den værst tænkelige udvikling, (worst case scenario).
Virkeligheden her,  er ikke den poetiske eller den metafysiske, men hverdags-virkeligheden med alle dens ubetalte regninger, opvasken der har stået lidt for længe, arbejdløsheden lige om hjørnet osv. Når man først har indset det værst tænkelige, er det så at de transfomerende handlinger skal sættes i værk, og det kommer der  mange eksempler på i de forskellige casestories. I bogens fortælliger her ender disse historier altid godt som et lille eventyr, ja for det meste vendes udviklingen til helt det modsatte, nemlig social og økonomisk fremgang med al den lykke det naturligvis afstedkommer.
Ikke helt tosset, og selv om at jeg nok kunne have nogle kritik punkter, så fik jeg ikke helt den personlige tilfredstillelse med hensyn til at få mine fordomme beskræftiget i den udstrækning, som jeg havde ønsket.
Men skidt , næste gang er den der, det ved jeg!

praks7
Reklamer