Kommentar til Sjælens Tid

Titlen her  kunne for den sag skyld lige så godt hedde “Selvet Tid” eller “Tiden i Nuet”.
Da jeg i sin tid startede med at skrive det som 35-årigt valgte jeg titlen Sjælens Tid.
Sjælen forstået som den inderste oprindelige kerne i ethvert menneskes eksistens.

Den kerne som ifølge en række religiøse udsagn gennem tiderne, rummer en mulighed for guddommelig resonans, og som er i stand til at reflektere denne resonans , når særlige omstændigheder og en særlig åbenhed , hos den enkelte ,gør det muligt.
Og på grund særlige personlige oplevelser i dette område kan jeg bekræftige muligheden heraf.

Inspirationen til dette lille skrift stammer fra flere kilder, bla. “Leaves of Grass” af Whitman, Nietzche’s, ” Zaratustra”, mm. samt intention om at forsøge at opsummere mine samlede erfaringer rent eksistentielt. Skriftet er skrevet om den ene gang efter den anden undertiden med års mellemrum gennem de følgende 20 år.

Medrejsende i hverdages svøb
møjsommeligt slæbende på imaginære byrder,
fra entydige begrebsverdeners cementerede
tyranni, hvor mennesket er slave og statist
inkarneret under skyggerne af
angstens utallige beredskaber,

Prosadigtet starter som indledningen på en tale. Til valgtale ville man starte med : Medborgere. I andre sammenhænge: Kære Forbrugere, eller :Mine damer og herrer, ovs. Her bruger jeg ordet “Medrejsende” helt fra starten, forstået på den måde at livet opfattet som en rejse, og derfor er vi alle rejsende.
Alle på vej med hver deres forudsætninger ,holdninger, “rejseplaner”. Som oftest bekymrede over alt som skal nås uden noget nævneværdig overskud eller nogen åbenhed, så dybt forankret i “hverdagens svøb”, udfra en særlige , bestemte og fastfrosne opfattelser af hvordan virkeligheden ser ud, og hvordan vores egen ageren i denne virkelighed igen er begrænset af et fasttømret selvbillede. Det er det jeg mener med “entydige begrebsverdeners cementede tyranni”.
“Inkarneret under skyggerne” referere til bekymringer og angsten for måske ikke personligt at slå til eller få det hele til at løbe rund.

uden nogensinde at få elendigheden
luftet i nænsomme rum,

blot overlevende med ydre miner og kendetegn
hvis udtryk sjælendt afslører en iboende anelse
om skønhed, mening eller ro.
Hvor går man hen hvis man er dybt ulykkelig, bærer en dyb sorg eller er meget utilfreds med det liv man har ? Findes der nænsomme rum, hvor man bare kan gå ind fra gaden, blivet set , hjulpet og få den nødvendige omsorg. I heldigste fald har man et godt netværk eller en god familie, der kan hjælpe eller man kan starte på et terapi forløb med et godt udfald i den sidste ende.
I alle andre henseender findes der alle mulige her og nu løsninger i forhold til at få dækket et behov øjeblikkeligt. Er dit hår blevet forlangt ,går du til frisøren.Er du sulten, køber du færdiglavet mad, osv.

Jer med kufferter, stående i skinnende
lufthavne, så længselsfuldt fremadlænet

på vej til solbeskinnede kyster ,
til de forslidte sansers lemlæstede leg,
skål om frihed, flugt i fortabelse,
Her er en lille sakastisk kommentar til den klassiske masseturisme som i sin tid handlede om grisefester ,sanseløs druk og sex. Ferien ses her som der hvor man slår sig løs på alle tangenter fra hverdagens strenge dicsiplin.
Det er naturligvis en overdrivelse , men det findes stadig sted i stor udtrækning.

hvem lærte jer at rejse !
Utallige er bivejene på tværs.
Vejen selv usynlig , hugget op
som et skibsskrog.

Nuet efterladt kastreret af lineære hensigter,
hvis angst aldrig mættes, og hvis udfald
tvangsmæssigt gentages i stadig forstørrede
bevægelser ,
Med denne livsform vi lever i og det generelle virkeligheds billede , som er fremstrædende, vil nuets potentiale sjældent blive åbenbaret som en mulighed, derfor er vejen ikke længere synlig, men skal genopdages af den enkelte. Jeg bruger dramastiske vendinger , som kan opfattes som voldsomt overdrevne, men det afhænger selvfølgelig igen af den synsvinkel man ser tingene fra.
I Anker Larsen’s roman , ” Rus” fra 1931, skriver han på side 144,
“Kendetegnet for denne tid er øjeblikkets sønderdelling. Intet må vare, fart , fart, fart, og når der ikke kan fares, så adspredelser under arbejdet, grammafon til gulvvask, så mange lyd og lys  indtryk som muligt i samme øjeblik. Indtrykkene jager så hastigt ,at alt bliver enten noget som kommer, eller noget som nyligt var, Nuet det lovpriste, eksistere slet ikke”.
Idag vil man vel nok synes at dette udtalelse fra 1931 vil forekommer en hel del overdrevet, hvis man sammenligner med udviklingen frem til idag, hvor hele den menneskelige perception, nærmest befinder sig i et mere eller mindre konstant bombardement af indtryk., fra lysende fladskærme overalt i butikkerne, muzak, lokalradioer med ligegyldige reklamer, snart sagt alle steder, mobiltelefoner der ringer i tide og utide sms’er der tikker ind, larmen af trafik, etc, etc.
Stilheden er den usynlige fjende i en ikke erklæret krig, som skal og bliver bekæmpet med alle teknologiens til rådighed stående midler.
indtil selvdestruktionen uforståeligt for sig selv
afbrydes af sin egen udslettelse.
I yderste konsekvens vil livsformen her ende med at blive selvdestruktiv ,hvis den ikke allerede er det. For nogle både på et personligt plan og  som et kollektivt fænomen.

Lyset tonet bort uden lyst til liv,
miraklernes gæstebud tilbageholdt i
dørsprækken overfor en tvivlsom åbning,
som ikke kender, og aldrig har kendt
andet end sit eget hasardspil ,
hvor afbrydelsen emballerer sårbarheden
og visker stilheden ud,
før uvisheden kalder
uforløste sorger og glæder frem
fra ukendte skjul,
indkapslet af udsættelsens vogtere.
I tilværelsen generelt forsøger vi alle at navigere udfra forskellige parametre. Et af dem er samvigtigheden og dens forsøg på at afgøre, hvad der er rigtigt eller uhensigtsmæssigt forkert. Dette gør vi udfra vores samlede erfaringer fra opvækst, familie og fra personlige oplevelser, og det er en stadig udvikling som kultiveres efterhånden som nye oplevelser kommer til. Et andet parameter er en søgen efter at at vide eller erfare hvad vi virkelig er dybest set er, når alle lagene er skællet af.
Denne søgen kan have terapeutiske rødder eller spirituelle/religiøse , evt begge på samme tid tid. Denne søgen efter klarhed i tilværelsen er en meget personlig ting. Er man blot en lille smule åben her vil man uundværligt have oplevelser, der indikerer , “at der er meget mere, hvor det kommer fra”, og disse oplevelser eller stunder er en invitation til at intensivere denne søgen.
Ofte bliver disse tegn dog ignoreret af et antal af grunde. Det er hvad den passage handler om. Her hentydes der dog klart til en terapeutisk eller helende dimension, da en sådan afklaring for mange, vil være en vej til en større åbenhed. Denne vej er ikke let, og tit forbundet med personlige smerter, hvilket gør fravalget her forståeligt. Ofte vil en form for åbningsoplevelse kunne åbenbare, at der findes en anden og dybere virkelighed bag hverdagens overfladiskhed. ‘
Denne åbningsoplevelse kan åbenbare sig på mange forskellige måder. Det kan være en lykkelig forelskelse, en spontant oplevelse af intens væren uden grænser, en kunstnerisk åbenbaring, en oplevelse på et stof, osv. Mulighederne her er mange og kan være forskellige , men det vil alle pege i retning af en dybere dimension. Spørgsmålet for den enkelte her, vil så være selv at tro på oplevelsens autenticitet, og derfor selv går videre i retning af at udforske og senere integrere denne dimension i sit eget liv.

Denne proces kan være fuld af tvivl, fordi den på lidt længere sigt kræver et opgør med hidtidige værdier og normer i ens liv, og den kan vare mange år, ja resten af livet.

Et sted i mørket gløder en skjult stjerne
i venten på et lys fra uforudsigelighedens
nådegave , som imod forventning skulle ,
kunne , ville , vil frisætte stråleglansen ,
en gang , et sted.
Men muligheden står altid åben ,uanset hvor i livet man står, tidspunket og valget er dog helt op til den enkelte.

Alverdens kvaler åndeløst tilbageholdt
hos dette ene ord , engang.
Så er alt undskyldt, begrundet og engang
igen arkiveret , endnu en gang.

Engang , eller bare en gang
inden dødens bløde punktum.
At være forsonet med det liv man har levet, må vil siges at være det bedste udgangspunkt for at kunne dø nogenlunde fredeligt, uanset det eventuelle sygdomsforløb.
Kredsløbets nådige belønning for de tillidsfulde,
som på trods af alt vil kunne tage afsted med
taknemmelighedens medfølende smil ,
skælvende i blege læbers afsted, omkranset af
fredens velsignelse og evighedens gennemtræk,
før færden imod næste destination.

I bitterheden findes intet blødt punktum,
kun ekko på ekko på ekko af
civilisationens skingre mareridt ,

som rækker langt ud over kanten på et
hvilket som helst stykke hvidt papir.

Jeg forestiller mig at det må være et mareridt ud over alle grænser,at skulle dø, uden at være forberedt og fuldstændig uforløst i forhold til livet, og de nærmeste relationer.

Efter tabet af den første henrykte væren og dens
sanselige fryd,
der gradvist fortabes i det voksende jeg’s
forundrede møde og den påtvungne etablering
i en virkelighed, hvor sammenligningsgrundlaget
og de synlige alternativer
i den grad mangler
for uden skyld at frasige sig de anviste veje
gennem amputationernes uforståelige
afskæringer
fra skabelon til skabelon,
bistået af tilpasningens smilende inkvisation
på vejen til en eksistensform som ?
Hvem kender ikke udtrykket , “Et uspoleret barn”. Derimod figurere udtrykket, “En uspoleret barndom”, ikke tilnærmelsesvis i samme udtrækning. Opvæksten er for de fleste, hvis ikke ligefrem alle en prægning af bestemte sociale adfærds normer, og et sæt værdier, som skal gøre barnet parat til at begå sig i det samfund , som det vokser op i. I denne proces vil
barnets egne oplevelser ofte på en række punkter blive underkendt af dets omgivelser, uden at barnet har en jordisk chance for at protestere som en ligeværdig respekteret partner.
Sjælelivet er forlængt draget i eksil.
Lejlighedsvis sender det uforståelige postkort
til adressaten længere oppe

Derfor vil det måske miste en vigtig kontakt til dets egen inderste kerne og til de værdier, som implicit befinder sig her .Psyken vil forsøger at kompensere tabet med særlige symbolske drømmemeddelelser.

hos hvem dagene er udstykket i præcisionstalt
tid
med sanserne og sensitiviteten selelagt under
viljens voldtægt
i hverdagens kappestrid
hvortil millioner er kaldte ,
men ingen er udvalgte
til dagligt at sidde i lodrettestående stenkister,

Som voksen på arbejdsmarkedet er man underlagt en masse regler med hensyn til arbejdstid, mødetidspunkter, præstations krav og en langt række andre ting, som man ofte ikke har nogen indflydelse på eller som man kan tilpasse helt efter sine egne behov. Ret ind, eller bliv banket på plads, synes parolen at være, og hvis du ikke kan tilpasse dig betingelserne, så ryger du ud, bliver fyret og må se et indtægttab i øjnene. Et tab du måske ikke kan tåle at bære. Så du retter i sidste instans bare ind.

hvorfra virkeligheden forsøges yderligere
erobret,
kortlagt, styret og bogført på
abstraktionernes livløse betingelser

hvis lange rækker af skiftende tegn og symboler
optager det meste af opmærksomheden.

De fleste typer arbejder i dag foretages stillesiddende og handler om skriftlig ajourføring af alt mulig slags, fra sagsbehandling, salgsopgørelser , regnskaber, statistiske prognoser, logistik, lageropgørelser, og tusindvis af andre ting som foretages på et tastatur. Arbejdet her er foregår via livløse symboler, hvor man for det meste aldrig  ser det konkrete slutresultat.

Midlerne og deres grænseløse forøgelse
af sig selv er blevet målet,
uanset omkostningerne,
og det , der engang forekom som et mål.

I sidste ende drejer det sig om penge, enten at spare penge, hvis man arbejder i den offentlige sektor, og at tjene penge, hvis man arbejder i den private sektor.
Her er det ikke nogen overordnet vision eller mening med at tjene penge for meningen med at tjene penge er blevet reduceret til bare at tjene penge, jo flere desto bedre.

Naturen trækker ikke længere vejret som før,
havet spytter med rådne fisk,
ørkenen spreder sit sand,
og selv solen er begyndt at stikke.
Denne vækst har i årtiers foregået på naturens bekostning, og der er ikke meget der tyder på at dette ikke vil fortsætte, selv om det nogen steder nu foregår lidt mere skånsomt. Men det kan måske vise sig at være at for lidt eller for utilstrækkeligt i det store globale perspektiv. Da jeg i sin tid startede med at skrive dette lille skrift, talte man ikke om klimaforandringer eller global opvarmning.

Berigelsesfærden fortsætter med blindt
heftigt akkompagneret
af tidsåndens besættelse
anført af mediernes præsteskab.

Og den fortsætter ufortrødent, uden at medierne eller regeringer verden over for alvor forsøger at stoppe denne vækst eller forsøger at ændre på de værdinormer og den samfunds struktur, som har væksten som sin primære drivkraft. Tværimod forsøges der af alle kræfter at aflede opmærksomheden fra de katastrofale fremtidige scenarier, som venter forude, hvis vi intet gør eller gør alt for lidt.

Det ene øjeblik beretter forvoksede
skoledrenge ansigter om de fysiske værdiers
hop og kvantespring,

det næste servere tempelskøgerne
skuespil og dødskys,
altid tjentvillige med forslag til at påføre
den stillestående tid
det ene medlidenhedsdrab efter det andet,

kynismen og sentimentalitetens
besynderlige parringsdans dag efter dag,
aften efter aften,
Her en klar hentydning til de elektroniske medier, som er villig til at underholde dig fra du fødes til du dør. Så længe du er opholdt her, vil du ikke have den fornødne tid og det rette rum til selv at tænke. Men du vil blot være en genstand for konstant forførelse.

så opmærksomheden aldrig opdager sin egen
kvalitet og billedrigdom,
under den bestandige fremvisen
af alt det uundværlige,
skabt for din , min, vores, de undværliges skyld.

De kender ikke vores rigtige navne
skønt de altid foregiver det,
når de kalder os forbrugerne, kunderne
og vælgerne.

ombejlede, forførte og forbrugte,
spadestik til den massegrav livsformen
bereder for sig selv,
fordi den ikke ville lytte, føle og vende om.

Fordi der er så lidt kærlighed , og den, der er
ikke er blevet rasende nok.

Derfor vil dette sprog mobilisere,
udsendt af nødvendighedens ufattelighed,
transpanteret ind i bogstavernes og ordenes rum
i landskabernes dunkle dale og på dets
højeste tinder,
hvorfra horisonten tilføjes nye udsigter
og frisætning af tid.

Mulighederne for forandring er både et et individuelt og et kollektivt anliggende. For hvis ikke enkeltindividet ændre livssyn og værdinormer, hvordan skal det så kunne ske kollektiv. Det er bla. en af grundene til at denne tekst krydspanorere fra det individuelle perspektiv til det kollektive, og frem og tilbage.

Stilhedens velsignelse løfter i de fredede
mellemrum,
hvorfra tiden
igen kan blive rund
midt i faldets accelererende kaos
udenfor rækkevidde af
tidsåndens besættelse,

I stilheden kan du mærke din egen eksistens uden påvirkninger udefra og i den kan du begynde at skelne den person andre/dit tidligere liv vil have dig til at være, og det du i virkeligheden er, men som du endnu ikke kender godt nok.

for at sjælen igen kan undfanges
og
ånde nærværets fryd.

Giv abstraktionerne , hvad der er deres,
men mennesket sig selv.

Abstraktionerne, deres forvaltning og værdier er en dimension, -det levende pulserende, sansende og erkendende liv er noget helt andet.
Sætningen ovenover er en reference til et gammelt bibelcitat, ” Giv Kejseren ,hvad hans er og ” Gud” , hvad “Guds” er.

Generobringens paradoks er aldrig større
end det herskende vanvid,
uanset sorgens, smertens, selvhadets, skyldens
og alle de andre skyggers udstrækning.

At skulle genopdage sin eksistens udfra nogle nye forudsætninger og parametre er ikke nogen nem proces, og særlig ikke når den samtidigt indebærer et opgør med gamle værdier og forestillinger, måske både på det helt personlige plan og på et kollektivt socialt plan.
I resten af teksten hentyder jeg til den oplevelse nogle kalder ” Den rene Værens essens “, andre kalder det for “Den mystiske Oplevelse”. Det kære barn har mange navne og der bliver til stadighed opfundet nye.
Enhver der har haft den, ved at denne oplevelse ofte bliver et pejlemærke for resten af livet, selv om den ikke altid efterfølgende kan genopleves efter behag. Oplevelsen er paradoksal i sin natur og undrager sig nogen sproglig beskrivelse.

Hos eksistensen alene findes
altid beretigelse nok.
Eksitensen er vejen ,værktøjet og baggagen.

Overalt i uforudsigeligheden dirrer de uanede
længslers veer,
tilsynekommende i overvejelsens
tvivlende gang gennem labyrinternes snævre
omslutning
på vejen ud
for at genskabe ro og rum
til at udskille de ophobede smerters stivnede
skrig
på den svære vej
ud af eksistensens bæger.

Hvor tordenens streger i skarpe glimt
kaster kys over skabelonernes forræderi,
hvis skærende nedbrydning glider til havs,
for at sorgen kan bundfælde sin væde
i visdommens brønde,
og angsten alene farer til helvede,
opløse dens beredskaber
for igen at finde oprindelighedens
tilgroede stier og inderlighedens
dybeste glæde,
danse i lykkelig trods over at have lagt
udsættelsen bag sig,
og påbegyndt
denne rejsernes rejse,
genfødt og selvfornyende i bestandig undren
lyttende til sjælens tid.

Altid nærværende
ældre end evigheden
og friskere end morgendagen
klarest og renest ved udspringet
fra bjergenes sne
og ørkenens ensomhed
aldrig kan denne beretning
fortælle udtømmende om sig selv,

for dertil er dens fortællertrang for stor,
og underdrivelse altid dens vilkår.

Utallige er dens fortællinger
og uudsigelige dens løfter i
håbet og ønsket om at intet liv
skulle være levet forgæves.

Reklamer