Pottemageren fra Saintes

1885
(klik for at forstørre)

Engang i slutningen af 90’serne købte jeg i alt 3 bind af dette tidskrift med dette fine komponerede bind med guldtryk.
Dengang havde jeg en marskandiserforretning i Ravnsborggade med navnet , “Sans & Samling”. Eftersom jeg mere eller mindre hovedkulds var begyndt på denne levevej uden nogen egentlig uddannelse i dette fag, og kun nødtørstigt var i besiddelse af en mindre samling af ældre grafik, og en cykelvogn, hvor jeg kunne transportere udvalgte donationer  (storskrald) fra Brønshøj til forretningen på Nørrebro, måtte jeg derfor på bedste vis forsøge at kompensere for min udtalte mangel af viden på dette område.

På det tidspunkt var internettet kun i sin tidlige vorden, så viden om antikviter og kunst måtte søges i faglitteraturen, herunder bla. i de 3 bind jeg havde købt. Dengang i 1880-serne hed det ikke design, som i dag, men kunstindustri. Bøgerne var fyldt detaljerede beskrivelser om forskellige emner fra stilarternes historie til  norske bondetextiler, japanske lakarbejder, fransk møbelkunst fra forrige århundrede, og så videre.

I bindet fra 1885-1886, stødte jeg på den fantastiske historie om , ” Pottemageren fa Saintes” , Bernard Palissy. Historien her fik mig  til helt at glemme mine oprindelige intentioner om at tilegne mig lidt faglig viden, og i stedet begyndte jeg at drømme om hvilket utroligt filmværk, som denne historie kunne blive genstand for, i de helt rette hænder og med tilstrækkeligt økonomiske midler fra en række fonde.

Selv set i et nutidigt lys, kan historien  fra 1500’tallets Frankring betragtes  som et helt usædvanligt  iværksættereventyr i ordets helt bogstaveligste forstand uden dog at forklejne alle de andre dimensioner og fortolkninger, som dette livsforløb kan berettige til, for det er i udtalt  grad, også en historie om en kompromisløs lidenskab.

Jeg vil derfor kort genfortælle beretningen om Bernard Palissy, frit efter artiklen  skrevet i sin tid af Dr. F. J. Meyer, med hovedvægten lagt på livs forløbet frem til 1549.

palissy41
Portræt af Palissy i bronce fra Paris.

Nøjagtig hvor og hvornår Palissy er født vides ikke, men sandsynligvis er han kommet til verden i året 1510 i Capelle-Biron i nærheden af Ages i det sydvestlige Frankrig. Af hans families baggrund vides ikke meget, men det faktum at han både kunne læse, skrive, regne og tegne og yderligere  kunne så meget geometri, at han lejlighedsvis benyttes som landmåler af regeringen, tyder på en  rimelig priviligeret baggrund, da de meste af befolkningen i 1500-tallets Frankrig var analfabeter.
På det tidspunkt, hvor han træder ind i historien, ernærer han sig som glarmester. I middelalderen var glarmesteren også glasmaler, dvs. han gav glasset de glødende farver, som stråler  gennem lyset i de gotiske katedralers vinduer. Efter at have arbejdet og rejst i store dele af Frankring, ender han med at slå sig ned i Saintes, hovedstaden i den gamle provins Saintonge, hvor han stifter familie, og snart får det ene barn efter det andet. Lejlighedsvis er det muligt for ham at få arbejde som landmåler af regeringen og i kraft af dette  arbejder, får han kontakt med indflydelsesrige personer, hvilket senere skulle vise sig at være en fordel for ham.

En dag på en marked ser ham en skål/kop med en helt særlig hvid glasur, som han erhverver sig. Dette øjeblik bliver  skelsættende for ham, for han bliver simpelthen fuldstændigt forelsket i sansningen af denne skål og dens enestående glasur, hvis lige han aldrig har set. Og fra det øjeblik har han ikke længere nogen ro i sjælen. På trods af alle mulige forespørgsler lykkedes det ham ikke at finde nogen forklaring på dens oprindelse, og hvordan denne glasur blev frembragt.

Dengang og flere århundrede frem vogtede man strengt over alle de tekniske hemmeligheder vedrørende fremstilling af forskellige keramiske produkter, opskrifterne på lertyperne, brændingerne , og ikke mindst glasurene. Fremstillingen af majolika, porcelæn og glasvarer var omgæret af den dybeste  hemmelighed. De arbejdere som arbejdede med produktionen af dem, blev skarpt bevogtet og nærmest levede som straffefanger rundt omkring på de pågældende fabrikker rundt om i Europa, og måtte derfor under ingen omstændigheder slippe ud.  Meissnerporcelænets opfinder Johan Friedrich Bøttger blev eksempelvis holdt fanget til sin død for at han ikke skulle stikke af med sin opfindelse. Og i 1754 sendte venetianske statsinkvisitorer  lejemorderne afsted efter 2 glasarbejdere, som var flygtet fra øen Murano.
Selv op til  1830 holdt Meissen fabrikken visse fabrikations metoder hemmeligt, så længe det var muligt
.

Palissy kan stadig ikke få skålen med den fantastiske glasur ud af sit hoved, og eftersom at han intet svar har kunne få nogen sted, ser han ingen anden udvej end selv at prøve sig frem, selv om at han overhovedet intet ved om hvordan man blander glasurer. Han begynder at købe færdigt modellerede skåle, bygger en ovn (igen uden de fjerneste forudsætninger), og begynder at blande og pulverisere alle mulig stoffer , som han forestiller sig ville være velegnede til forskellige glasurer. Han har ingen ide om hvilke varmegrader, der skal til for at smelte glasurerne, eller om glasurerne er rigtigt blandede for den sags skyld. Den ene brænding efter den anden mislykkedes, og uanset hvor mange mange han ændrer sine glasur-blandinger, er resultatet det samme. Efter nogle års nytteløst arbejde indser han , at hans hjemmebyggede ovn nok ikke duer.
Han tar 300-400 potteskår , stryger dem med sine glasurer, og beder pottemagerne i den nærliggende landsby La Chapelle om at brænde dem for ham. Men forgæves, stofferne vil bare ikke smelte selv om han forsøger op til 4 gange i træk. Han går fuldstændig fortvivlet bort forfulgt af pottemagerne hån og spot. I Saintes går sladderen om at Bernard har misted forstanden, og at han måske i virkeligheden er en mislykket alkymist.

Enhver som selv har været lidenskabelig optaget af at arbejde med keramik, ved at det at åbne en ovn efter en glasurbrænding til i en vis grad kan sammenlignes med en “fødsel, der hvor barnet endeligt kommer ud”. Forud er gået ugers intens arbejde, først med lerets udformning, tørring, den første hærdende brænding, og så til sidst selve glasurbrændingen, hvor slutresultatet her, er absolut afgørende for om al arbejdet, har været det hele værd.

I hans hus er der ikke en krumme brød, og børnene lider af sult og hustruen er fortvivlet. Men til al held ankommer nogle Kongelige Kommissisærer til Saintes og tilbyder ham arbejde som landmåler. Efter et års tid kommer han  tilbage til Saintes og står atter overfor den forunderlige kop.

Med fornyede kræfter  og penge på lommen begynder han igen, hvor han slap. Han indser at pottemagernes ovne nok ikke er i stand til at nå de varmegrader , som er nødvendig i brændingen, og  derfor vil han prøve glaspusternes oven i stedet. Han slår 36 lerskåle til skår , og stryger derefter disse skår med 100 forskellige glasurblandinger, og bærer dem selv til glashytterne i den nærmeste landsby. Efter en lang og kvalfuld nat tog man hans potteskår ud af ovnen. Af de hundredevis af skår , ser han til sin store glæde , at en af hans glasurer på et skår tildels er smeltet, og han endeligt har fundet et afgørende spor i den videre proces, uden dog på nogen måde at vide, hvor lang han stadig havde igen til målet var nået.
De næste par år gør han intet andet end af slæbe store sække med potteskår fra Saintes til glaspusterne ovne, men alle hans forsøg er stadig forgæves. Ingen af hans glasurer synes at virke, og alle brændinger var spildte. Efter at have været tæt på af opgive ethvert håb, beslutter han sig for endnu at prøve, det  sidste uigenkaldelige forsøg. 300 skår sættes ind i glashyttens ovn. Da brændingen er slut, og de tager skårene ud, viser det sig at et af dem fået en strålende, spejlglat og tålelig hvid glasur på overfladen, og  dette syn giver ham igen fornyede kræfter.
Nu vidste han, at det var muligt for ham at nå frem til den helt rigtige glasur, idet han forlængt var begyndt at lave detaljerede optegnelser over sine forskellige glasurer. Han skulle nu bare finde det helt rigtige blandingsforhold og fortsætte med flere brændinger, indtil han rammer det rigtige resultat. Men for at det skal det lykkedes, indser han nødvendigheden af  at få sin egen ovn. Men hvor skulle han dog få den fra ? En ovn koster penge at bygge og Palissy ejede knapt nok til det daglige brød for ham og hans familie. Og hvem skulle låne ham penge. Han havde jo efterhånden fået et ry som en vanvittig drømmer, en afsindig fantast, og med sin udtærede og pjaltede fremtoning, skånede selv ikke gadedrengene han fra at blive spottet, hver gang de så ham udenfor hans hule.
Med vanlig indædt stædighed går han selv i gang med at hugge stenene ud i de rette former og bære dem hjem sten for sten. Han læsker kalk, og begynder at mure ovnen op så godt, som han overhovedet kan efter målene fra glashytternes ovne. Efter 8 måneders hårdt  arbejde bliver ovnen endelig færdig.

Men han kan ikke længere nøjes med potteskår , for nu er han kommet så langt videre i processen,  at han er nødt at prøve med hele skåle og fade. Men desværre er hans penge sluppet helt op, og han er derfor ikke længere i stand til at købe dem færdige , som han tidligere har gjort. Endnu en gang indser at han er nødt til at lave det hele selv, og han går så i gang med selv at forsøge sig som pottemager.
Han finder ud af, hvor han kan grave ler op, lærer langsomt lerets egenskaber at kende, anskaffer sig en drejeskive, og begynder nu at lave skåle og fade i forskellige størrelser. Han bliver med andre ord pottemager. Denne nye status er langt under hans tidligere status som glarmester og landmåler, og i landsbyen får han nu til alle spot  tildelt  øgenavnet,” Le Potier de Saintes “, pottemageren fra Saintes.
Efterhånden bliver lerfadene og skålene færdige, og nu gælder det om at finde frem til de helt rigtige glasurblandinger. Han gennemgår sine gamle optegnelser, modificere enkelte af dem og krydskombinere sig frem og tilbage, mens han støder og pulverisere de forskelige nye opskrifter i sin morter.Efter en måneds tid er han færdig og kan nu påføre glasuren til a sine skåle og fade. Så kan han endelig tænde op i ovnen.

Igennem en en uge står han der og passer ovnen dag og nat. Fra tid til anden kigger han gennem et lille hul i ovnen for at se om glasurene smelter, men nej, der sker overhovedet ingenting, lertøjet står bare der helt uforandret, som da han satte det ind. Alle årenes ophobede frustrationer  munder nu ud i et ubændigt raserianfald, hvor han skynder sig tilbage til morteren og lave nye blandinger  efter andre forhold og sætter nye fade ind i ovnen. Igen fyrer han op og denne gang stærkere end før, og ser med fortvilvlede blikke ind i ovnen, men glasurene vil stadig  ikke smelte.
Varmegraderne er åbenbart stadig ikke høje nok, og ilden må derfor have mere næring. Han fyrer alt det han kan, og da det sidste brændestykke er sluppet op, styrter han ud i sin lille have, finde espalierlister og stolper, som han straks smider på bålet, men stadig uden noget synligt resultat.
Han oprykker små træer og buske i nærheden og smider det i ilden. Da han ikke kan finde mere brændbart udenfor begynder han at smadre husets møbler, borde, stole,og senge, som han så kaster i ilden, men der sker stadig væk ikke en skid. I et afsindig vanvid griber han en jernstang, og begynder at bryde gulvplankerne i huset op, og kaster  træet i oven.
Konen og børnene er ude af sig selv, hyler og skriger af fortvivlelse, og naboerne styrter til parate til at lægge den afsindige i lænker om nødvendigt. Men foran ovnen står Palissy nu helt rolig med et forløst og glædestrålende udtryk i øjnene.
Hans glasurer er  smeltet langt om længe. Derinde står alle hans fade og skåle nu med den herligste glasur, klar og glat som det fineste venetianske spejlglas.  Så langt,så godt  efter 15 års møjsommeligt arbejde. Men Palissy var ikke nogen almindelig pottemager.

palissy2 copy

(Denne episode repræsenter et absolut klimax i hans historie, og er yderst interessant , set som en beskrivelse af  et helt ekstremt psykologisk stadie i den skabende proces, som kun måske et mindretal af udøvende kunstnere oplever. Alle skabende oplever fra tid til anden frustrationer i større eller mindre grad. Men i den grad at blive presset helt op i toppen af det røde felt, hvor man er så presset, at man til sidst bliver totalt indifferent overfor for vidt man lever, dør  eller kommer ud af processen med forstanden i behold, og er ganske villig til at betale en hvilken som pris, for at projektet bare skal lykkes, det er de færreste forundt. Når det punkt  nås, kan det ske at den ekstremt opbyggede koncentration og energi på forundelig vis  transcenderer de sædvanlige grænser for perception og forståelse i i den skabendes personlighed, som nu sanser eller se helt nye radikale løsninger på det oprindelige problem, fordi man er stand til  psykologisk set var villig til at ofre sin egen eksistens i  bogstaveligste forstand .)

Selv om han nu langt om længe efter 15 års arbejde endeligt nåede selv kunne fremstille den fantastiske hvide glasur ved egen kraft, kan han ikke længeren stoppe her. Han øjner straks  nye horisonter, og begynder at sætte sig nye mål.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s