The Canaletto

                                                         Hvordan jeg opdagede, hvem Antoni  Canaletto var.

Engang i slutningen af 1980’serne skulle jeg på et kort besøg hos en gammel ven Per, som på det tidspunkt boede på et loft i Brooklyn, NY, hvor han havde studeret på en kunstskole der, og nu ernærede sig med forskellige småjob  i håbet om måske på sigt at kunne etablere sig på kunstscenen der.

I det foregående år inden afrejsen var jeg så småt begyndt at samle og købe ældre grafik, primært gamle kopperstik, hvor jeg nu kunne finde dem i antikvariater og hos marskandisere og antikhandlere. Dette nye samleri var i virkeligheden en del af en  begyndende plan-B, hvor jeg søgte efter en alternativ levevej fremover, fordi jeg indså, at jeg på det tidspunkt overhovedet ikke var i stand til at leve af sælge de forholdvis få malerier ,jeg hidtil havde produceret. Jeg har havde  det tidspunkt et udtalt antikommercielt forhold til kunst, og selv om jeg kunne have rendt kunstforeningerne på dørene og som et minimum udstille på en kunstforening hver måned, og derved sikre mig en form for minimum indtægt, fravalgte jeg bevidst den mulighed, fordi den ville indebære at jeg var nødt til at sælge ud af min integritet og nødvendigvis måtte ty til en samlebåndslignende produktion for at kunne gøre det, og det ville jeg  for  ikke.

Andre muligheder for at pleje en kunstkarriere uden tab af integritet kendte jeg ikke på det tidspunkt. De har sandsynlig været tilstede , men kunne jeg kunne ikke se dem, og  et liv på fortsat understøttelse, anså jeg ikke som en realistisk mulighed på lidt længere sigt.

Først legede jeg med ideen om at opkøbe tyske bøger i Danmark, og sidenhed sælge dem i Tyskland, udfra den helt naive forestilling om at mange ældre bogværker måtte være gået tabt, dels under nazisterne bogbrændinger i 30’erne og sidenhed under de allieredes bombardementer  af de store tyske byer under anden verdenskrig. Men forestillingen om at skulle slæbe rundt på tunge  bøger, og min udtalte mangel på viden om værdifulde antikvariske tyske bøger, gjorde at jeg opgav denne ide, og derfor  ville jeg hellere samle og handle med grafik, da det jo ikke vejede så meget som bøger, når man først havde fået bladene ud af indramningen. Men her var min manglende viden mindst lige så stort , hvis  ikke større.

Da jeg skulle afsted til NY tog jeg derfor en håndfuld grafiske blade med i den forhåbning at jeg sikkert kunne sælge en del af dem, når jeg kom frem, fordi Amerika jo var en forholdsvis ung nation og derfor ikke havde nogen særligt stor egen produktion af den type grafik, antikke  kopperstik og raderinger på håndlavet bøttepapir. Det var primært en række dekorative stik om arkitektur fra 1600-og 1700’tallet, som jeg tog med. På samme tid kendte jeg dog knapt forskel på fagstikkerne,  og de stik som var lavet af  “Le Peintres Graveurs” , dvs kunstner grafikerne, hvilket udgjorde en forskel af en vis betydning.

Jeg ankom engang i begyndelse af januar måned, og byen forekom meget grå ,mørk og desuden var det meget koldt på den tid af året.
Eftersom at jeg kun skulle være der en uge, og i forvejen havde sat mindst et par dage af til nogle museumsbesøg, gjaldt det om hurtigt at få lavet en aftale med den første og bedste printdealer, som jeg kunne finde. På Per’s loft kiggede vi et nogle telefonbøger, og mit valg faldt instinkttivt på Hillstone annonce der. Jeg ringede op, fortalte om mit ærinde, og må åbenbart havde udtrykt mig rigtigt, for uden at spørge indgående til mit materiale, ville han gerne mødes, og vi aftalte et tidspunkt den følgende på hans adresse på Park Avenue  tæt ved Metropolitan Museum of Art.
Næste dag dukkede vi op til aftalt tid på adressen, som viste sig at være et temmelig højt funkis-lignende hus, dog med en enkelt dekoreret facade .
I indgangspartiet til opgangen blev mødt at en fint uniformeret portner, som skulle have vores aftale konfirmeret før vi blev lukket ind og kørt op i elevatoren, vistnok til  en af etagerne øverst oppe, hvis jeg husker korrekt. Der blev vi venligt vist ind i en større penthouse lignende lejlighed med store vinduer, som gav et fint lys og, hvorfra der var smukt udsigt over dele af byen. I vindueskarmene stod  en række udsøgte etnografiske figurer fra , Afrika og Columbia, så vidt jeg  lige kunne skimte.
Men jeg var jo ikke kommet for at beundre indretningen eller udsigten for den sags skyld. Det var et forretning møde, kort afmålt i tid og efter et par hurtige indledende fraser, giv vi direkte til sagen.
Jeg fik halet mappen frem, og lagt indholdet ud på et stort bord. Allan Stone, den ene partner i firmaet, kiggede lidt på det, og med et resigneret udtryk, samlede han bladene sammen. og gav han mig mappen tilbage.
Hvorefter han bestemt, skuffet og med en vis tilbageholdt irritation, fortalte mig, at det var absolut ikke noget for ham.
Allerede da han gav mig mappen tilbage, gik det op for at jeg havde taget grusomt fejl, og både spildt både hans og min egen tid, simpelthen fordi, at jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde ordenligt. Jeg undskylde så godt jeg kunne, og formildnet af min oprigtige undskyldning, gav han mig på vejen ud af lejligheden et af firmaets kataloger, og fortalte mig, at de billederne af grafiske blade i det, var den slags varer, som han søgte og til enhver tid ville være interesser i.

hillstone
bagsiden af kataloget fra 1988

Mødet varede højst 5 minutter, og så var Per og jeg ude af døren igen på vej ned til the subway og tilbage til Brooklyn. Jeg var meget pinligt berørt over hele episoden, og for hurtigt at komme lidt på andre tanker, begyndte at bladre lidt kataloget, mens vi kørte tilbage.

canaletto
Raderingen fra side 49, klik for at forstørre.

Den ene halvdel af kataloget viste en række udsøgte italienske master drawings fra ca. år 1500 til 1750 og den anden den en række master prints af forskellige peintres graveurs fra hele Europa. På side 49 opdagede jeg en radering, hvor der i bunden af den stod  A. Canal f.  Ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at jeg selv havde en lille radering med nøjagtig den samme inskription i bunden. Men fordi den var indrammet i en lille fin guldramme, hang den hjemme på væggen i min Nørrebro lejlighed. Sådan opdagede jeg hvem Antonio Canaletto var. Den pågældende radering havde jeg købt en dag 5 måneder forinden på vej til lidt indkøb i den lokale Fakta på hjørnet af Ravnsborg og Nørrebrogade. Og da jeg selv boede i Ryesgade på Nørrebrosiden, gik den korteste vej gennem Ravnsborggade. Udenfor forretningen Glüsing Antik lå nogle store kurve på gaden med små billeder i guldrammer. Indehaveren Gert Glüsing, stod udenfor forretningen ved siden af kurvene og spejdede efter kunder. Da jeg var ved at gå, forbi fangede han mit blik,  pegede på en at kurvene og udbrød højt med et bydeforms-lignende tonefald, ” 100 kr”. Jeg stoppede op, bøjede mig og begyndte at kigge nærmere på de små tryk. Der var 3 i alt, og med lidt hovedregning, måtte jeg jo konkludere at det ikke var dyrt. Så jeg købte dem bare uden egentlig at vide, hvad det var. Mellem dem lå den lille radering af Canaletto.

mincanaletto
Sådan fik jeg min første oplevelse af det begreb, som de ældre antikhandlere kalder for  ” sygdommen”. Sygdommen er en slags diagnose, som en del antikhandlere og samlere er uhelbredeligt ramt af, og som giver drivkraften til at agere i denne branche. Den kan ikke kun beskrives, som glæden ved at have en profitabel handel i økonomisk forstand, for den er meget mere end kun det, for den er i ligeså høj grad glæden ved at finde og se genstande af uhørt skønhed, sjældenhed, og sidenhed kunne efterforske og afdække deres historie.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s