Tanker fra en sygeseng

d. 28-3 17

Til A & T.

Idag var jeg nede på Pinta for bla.  andet at få en Nada behandling.
5 nåle i hvert øre for i overført betydning at genstarte kroppen  psyken, og få immunforsvaret  op i gear igen. Jeg vedhæfter et link her så i/du selv lige se kan læse lidt mere indgående om denne behandlingsform: http://nada-danmark.dk/?page_id=21

Virkningen var god og meget beroligende, og derudover blev nyre-meridianen og lunge- meridianden lige yderligere stimuleret, hvilket var en hovedårsagerne til at jeg valgte at prøve det.

Selve stedet  der, Pinta, som iøvrigt deler navn med et af de 3 skibe, som i sin tid bragte Columbus til Amerika,  er et værested under socialpsykriatrien i Kbh, men hvor kan komme helt “uvisiteret” som det hedder med den slags sprogbrug.

Jeg har kørt og gået forbi det sted utallige gange i årenes løb , og har tit undret mig over , hvad det mon var for et sted. For det ligger lige på Skjulhøj alle lidt  tilbagetrukket fra vejen. Og jeg skal forbi den vej for at komme ned  til det nærmeste supermarked på Jyllingevej.

Men en dag mødte jeg Jens, som kom gående ud derfra.
Jeg kender Jens helt tilbage fra engang i 1980’serne, hvor jeg arbejdede i Medborgerhuset på Østerbro, hvor jeg i sin tid skulle etablere et træværksted, dvs. købe maskiner og vejlede stedets fremtidige brugere.
Jens var en af de første som dukkede op og han ville gerne lave en stol.

Efter flere måneders møje og besvær lykkedes de os i fællesskab at lave en stol.
Den blev ikke køn, men det blev en stol helt lavet fra grunden, og vi var begge stolte af den sære skabning. Jens fik stolen med hjem, og jeg stoppede med at arbejde på stedet der  efter et års tid, og mødte kun sjældent  Jens i de kommende år.

Altså lige til jeg så ham igen komme udfra baggården ,hvor Pinta lå.
Han fortalte mig ,hvad det var for et sted, og at jeg iøvrigt var velkommen til at komme der ,hvis jeg havde lyst.
I mangel af et “stamværtshus”, fordi jeg ikke drikker, så var det måske en god ide, og jeg begynde at komme der et par gange om ugen, og hænge lidt ud i cafeen der og spise med en gang i mellem.

Og når jeg tænker over det,  og prøver at se det udefra slår det mig som et slag i hovedet, hvordan mit sociale rum er blevet indskrænket , som følge af mit sygdomsforløb.

Men her er sted 5 min.fra hvor jeg bor, hvor jeg kan træffe andre mennesker, drikke en kop kaffe ,sludre uforpligtigende, og få taget brodden lidt af den sociale isolation, som mit sygdomsforløb har medført.

Alternativt har jeg jo mit eget lille eksistentielle laboratorium, hvor jeg altid kan trække mig tilbage , når jeg har behov for det, og hvor jeg kan læse, falde i staver, og dagligt opdage inspirende tanker, få nye ideer og poetiske indfald.

30-3 17

Som i sikkert ved skriver jeg løs på mine aflange blokke,  nye tankerække,  one linere eller hvad som helst, som jeg anser som havende en vis betydning.
Selv om det måske kunne være interessant vil jeg ikke skrive mine bevidsthedstrømme fuldstændig uredigeret.

For de fleste af mine ord anser som imaginære soldater  i krig eller jurister som procedere  i retssal for lige at bruge et andet og tilsvarende billede.

Jeg stiller dem op i rækker og koloner, undersøger landskabet i de kommende potentielle slag
og organisere dem i rækker og geledder , der hvor de kan gøres mest gavn.
Krigen er en erobringkrig, hvor argumentet eller poesien skal vinde sagen
Jeg vil erobre virkeligheden bid for bid, selv om at bestræbelsen måske i princippet forekommer  helt absurd, fordi jeg er syg.

Sædvanligvis er de kun de raske , som er ude for at erobre. Det er en extrovers/udadvent ting.
Noget man gør i den virkelige verden. Stiger op af karrierestigen, erobrer nye markeder, kaprer nye kunder, får nye venner, nye erotiske eventyr, et større livsrum og hvad det nu ellers kunne.

Men for mig er det en introvers bestræbelse, som om at processen føles som noget extrovers, hvor paradoksalt det end lyder.

Idag vil jeg lige prøve at opsummere de sidste dages notater.

Den sidste tid har det slået mig med større og større klarhed, hvordan ensomheden og den sociale isolation, jeg oplever som syg på en besynderlig måde, ” spoler filmen tilbage”.

Filmen er selvfølgelig erindringer fra mit tidligere liv, minder, gamle følelser, uafsluttede tanker, og mget andet.

Og det sker, fordi jeg ikke længere “optager” nye begivenheder , nyt liv fremadrettet.
Filmen er gået i stå, og begyndt at spole baglæns.
Men jeg har stadig så meget mentalt og følelsesmæssigt overskud at jeg kan bearbejde det jeg oplever, når filmen kører baglæns,  sker på nye overraskende måder.
Samtidigt med at jeg skriver nu her i denne periode, kommer der en udsendselserække på DR som hedder Vildmarken 2. Det er den anden sæson af det tv-format.

Jeg har tidligere set den første sæson, og det slog mig, hvordan deltagerne i denne udsendelse faktisk oplevede  noget at den samme, som jeg oplever i min sociale isolation som syg, nemlig at deres film også kører baglæns og de bliver konfronteret med deres eget indre, deres tidligere liv , deres uforløste følelser, og de værdier de hidtil har haft.
Intet kan stoppe denne proces, selv om at deltagerne her skal ud og fange fisk , mus , tænde bål, lave te og hvad de nu ellers skal for at overleve.
Det går der selvfølgeligt lidt tid med, men alligevel er der så stort et overskud af tid at ingen af dem kan undslippe at skulle møde sigselv.

Jeg har osse mine små praktiske gøremål.

Jeg skal redde min seng om morgenen, lave morgenmad, tage min medicin, vande mine potteplanter, sørge for at få købe lidt ind hver eller hver anden dag, lave frokost og aftensmad.
( Jeg får lidt hjemmehjælp til den grove rengøring, men resten må jeg selv klare.)

Det går der lidt tid med, men mit overskud af tid kan sagtens sammenlignes med deltagerne i vildmarken.

Den største forskel er dog at jeg har internet adgang, har en mobil telefon og kan færdes ude i mindre udstrækning og i kortere perioder.
Men det gør ikke at jeg i længden kan undslippe mødet med mit eget indre, og hvor de kun lever i vildmarken i højst et par måneder, så lever jeg sådan her mere eller mindre permament og har gjort det de sidste mange år.